RAZORLIGHT: RAZORLIGHT

GAFFA skrev:

Selvrosende briter leverer varen på album nummer to

Janteloven er ingen dansk opfindelse. Indrømmet, sådan helt bogstaveligt taget er den – forfatter Aksel Sandemose lancerede de ti bud tilbage i 30’erne. Men trangen til at pille højtravende sjæle ned fra deres piedestaler har vi ikke monopol på. Tag bare Englands Johnny Borrell, der med et fif lånt fra Oasis’ Liam Gallagher benytter enhver lejlighed til at rose sig selv og sit band. Den unge Razorlight-frontmand tager rask væk ordet ”geni” i sin mund og drager også gerne favorable sammenligninger med Bob Dylan – til sine landsmænds udtalte irritation.
Heldigvis for Borrell er hans talent næsten lige så stort som hans ego, og at bortdømme ham som selvglad fantast er at snyde sig selv for en oplevelse. Det viste allerede forrige års albumdebut Up All Night, og Razorlight er en mere end fuldgod opfølger. Hvor debuten var en inspireret fusion af Televisions newyorker-punk og britisk firserrock a la The Clash og The Jam, fremstår Razorlight både mere fokuseret og mere britisk.
Borrells maniske øjeblikke er nedtonet til fordel for en mere afdæmpet sårbarhed, der tjener albummet fremragende. Blottet for blær og dikkedarer serverer Razorlight ti sjælfulde rocksange uden omsvøb. Holdt i en forfriskende optimistisk tone og med en pæn håndfuld hits in spe tegner tracklisten billedet af et noget nær perfekt sommeralbum. Som med forgængeren bør der tages forbehold for manglende originalitet, men bortset fra det er Razorlight en triumf. Johnny Borrell vs. Janteloven: 2-0.