Corbijns, Anton: Control

Et forsøg på at bevare kontrollen i et kaotisk liv med familie, utroskab, rock-karriere og epilepsi er den balancegang, forsanger Ian Curtis til sidst mister i historien om kult-bandet Joy Division. Balancen holder fotograf og nu instruktør Anton Corbijn til gengæld til fulde. Enhver angst for, at mandens uimodsigelige billedtalent ville gøre filmen til et dias-show om Joy Division gøres til skamme i en helt igennem velfortalt film, hvor sort/hvid-billederne og widescreen-formatet udnyttes til fulde af en mand, der tydeligvis forstår at komponere billeder.

I stedet for at skabe en glittet billedfortælling om Curtis og Joy Division lægger Corbijn sig i den engelske "kitchen sink"-tradition med en social-realistisk fortælling om den unge Bowie-fans udvikling fra gymnasie-poet til rock-ikon. I en ung alder træffer Curtis (Sam Riley) sin kommende kone Debbie (Samantha Morton fra ”Movern Callar” og ”In America”), og de to kaster sig hurtigt ud i ægteskab og senere forældreskab. Denne side af Curtis' liv kolliderer hårdere og hårdere med hans konstant mere krævende karriere som rock-stjerne, der deslige efterlader ham med mindre og mindre overskud til at tackle sin epilepsi.

Langsomt vokser distancen mellem Curtis og familien, sublimt skildret ved at Debbie i en central scene bogstaveligt talt går ud af fokus. Men samtidig vokser også Curtis’ distance til rock-livet, der efterhånden kræver så meget, at han mister kontrollen.

Corbijns rock-film er i den mest autentiske ende af genren, hvor en genial casting medvirker til at gøre et dybt troværdigt indtryk. Især debutanten Sam Riley er sublim som den plagede Curtis. Filmen forfalder aldrig til melodrama, men er konstant berørende. Selv Joy Division-analfabeter vil forlade biografen i en anden sindsstemning end ved ankomsten – det lover jeg!

Filmen er en jordnær fortolkning af Curtis’ død, der fastholder en social-realistisk tilgang til en tid og en ungdoms skæbne, som mange englændere og europæere kan genkende. Der er ikke megen myte efterladt, selvom Curtis stadig fremstår uudgrundelig. Filmen er ikke så udfordrende som Gus Van Sants ”Last Days”, der i højere grad var en åben refleksion over Kurt Cobains død, end det tilsvarende er tilfældet her. Til gengæld vil ”Control” ramme flere og mere præcist i sit knugende portræt af en rock-stjernes udvikling fra rød kæmpe til den triste skæbne som en sort dværg.

Import uden danske tekster