Arctic Monkeys: Favourite Worst Nightmare (CD)

Abeskønt: festen fortsætter med mere slagkraft og detaljerigdom

Med debuten Whatever People Say I Am, That's What I'm Not opnåede det purunge orkester Arctic Monkeys den helt særlige status at blive de hurtigst sælgende debutanter i britisk musikhistorie. Forarbejdet til denne rekord skulle bl.a. findes i den anarkistiske distribution af bandets demoer på internettet, som bidrog til at etablere en ekstrem hype omkring musikken. På Arctic Monkeys' andet udspil, Favourite Worst Nightmare, virker det heldigvis som om, at kvartetten er forholdsvis upåvirket af de massive forventninger. I første omgang væltes man omkuld af en Dick Dale-inspireret guitarlydmur på Brianstorm. Tempo og energi er stadig en central del af bandets signatur, men der er kommet flere nuancer og variation i både sangskrivning, tekstforfatning og produktion. På nummeret Only Ones Who Know – der står i skarp kontrast til åbningsnummeret – kan man for første gang høre de arktiske aber uden brug af hverken trommer eller bas. En skuvlpende tremolo-guitar danner lydkulissen for en vokalpræstation, der for alvor viser, hvor fantastisk et talent den 20-årige Alex Turner er. Damon Alban – hvis fraseringer Alex Tuner tydeligvis er inspireret af – ville have givet sin højre arm for at have skrevet det nummer. Arctic Monkeys er faktisk bedst, når den hidsige punkenergi ikke stjæler hele billedet – som eksempelvis på den melodisk stærke Do Me A Favour – eller på 505, der elegant afslutter et album, som er endnu mere velproportioneret og slidstærkt end debuten.

Af Thomas Borre